Fra Skåde til Mollerup til Moesgård

Som et af de ældre medlemmer af klubben er jeg blevet bedt om at fortælle lidt fra gamle dage, og det gør jeg med glæde. Jeg fik kontakt med klubben i 1958, hvor vi flyttede til Skåde og kom til at bo lige i nærheden af banen. Min gode ven, Kaj Thorsen, lokkede mig til at komme med til onsdagsherrematch, hvor jeg i begyndelsen kunne gå caddie og derved få lidt fornemmelse af spillet. Jeg havde dengang meget dårlig tid til at forlade virksomheden i utide, men Kaj stillede hver onsdag klokken 14.30 på mit kontor og fik mig som regel med på banen. Det var nogle overordentlig hyggelige onsdag eftermiddage i behageligt selskab med adskillige kendte mennesker og med et fornøjeligt aftensmåltid (medbragt) og rigeligt at drikke dertil.

Klubbens bane, som blev taget i brug i sommeren 1932, var meget flot beliggende med klubhus ud til Oddervej – et lille rødstenshus tegnet af C.F. Møller, og som i 1935/36 kostede kr. 19.000 alt i alt. Det ligger der stadigvæk lige overfor Bushøjvænget. Her boede fru Else Sørensen og hendes mand Svend, og de sørgede for alt det praktiske over for medlemmerne, som på daværende tidspunkt var ca. 30 aktive! Af medlemmer kan foruden Kaj Thorsen nævnes den mangeårige formand Tage Friis og hans hustru Henny (mangeårig klubmester), Leo Kæraa (mangeårig sekretær), Kaj Rømhild, Axel Gruhn, hvis søn Steffen var mangeårig klubmester og danmarksmester, Schack-Eyber, Sardemann, Langballe, Wohlert, Axel Voigt, Poul Westphal, Poul Madsen, Jørgen Hoffmann, Axel Olsen (Føde-Olsen) mfl.

Banen, som var utrolig skønt beliggende på et lejet areal af Teglværkernes (Nymarks) jorder lige neden for Skåde Skole, var en kort 9-hullers bane i et grønt parklignende område, og der var ingen huse i miles omkreds. (Prøv at tænke jer, at ALLE huse var fjernet fra Oddervej mod øst til Ny Moesgårdvej!).

Banen startede ved klubhuset på Oddervej med et par 5 hul mod øst (387m), videre ned mod nuværende Ny Moesgårdvejs start med et par 3 hul (132m). Så 3., 4. og 5. mod syd (den nuværende Ny Moesgårdsvej) 138m, 277m og 276m, hvor en lille tipvognsbane fulgte fairways op gennem slugten, Videre mod vest lige syd om Katterhøjen langs skolestien til Skåde Skole et par 4 hul på 291m, derefter et vanskeligt kort par 3 hul på 101m op mod skovtoppen. Så fulgte bjergbestigning gennem skov op til bakketoppen, hvor man pustede ud og beundrede den helt eminente udsigt over hele Århusbugten helt til Kalø, Mols og Samsø. (Føde-Olsen, overlæge på Fødselsstiftelsen, skulle sluge adskillige nitroglycerinpiller undervejs). Derefter et mageløst par 3 hul på 142m med et fald på mindst 30m, og endeligt et langt par 5 hul på 426m tilbage til klubhuset.

I alt blev det til 2.170 meter for herrerne – damerne 182 meter kortere – med par 33. Ved store turneringer spillede man hullerne 2 gange (her var hul 13(4) gjort 68m længere og til et par 5 hul), men oftest blev det ved de 9 – måske 12 huller (9 + 1,2 og 9). Det kan kraftigt anbefales at tage en gåtur op til skovhøjen (Katterhøj) og få et indtryk af datidens pragtfulde bane. (Stil bilen på Ny Moesgårdvej ved gangbroen over vejen og gå mod vest op ad trappen og gangstien til skovhøjen – husk nitroglycerinpillerne!).

Det er helt nødvendigt at sige et par ord om kære fru Sørensen, som altid sørgede så godt for os. Hun var klubbens værtinde lige fra 1937 og var særdeles afholdt. Vi nød den ære, at dronning Alexandrine var medlem af klubben og ofte spillede om sommeren. Hun besøgte tit fru Sørensen i køkkenet og fik sig en kop kaffe efter en behagelig runde golf. Hun betænkte også fru Sørensen med kongeligt sølvtøj med indgraverede hilsner. En mageløs historie – som hun berettede ved sit 25-års jubilæum i 1962 – skal her gengives: Engang skulle hr. Sørensen rense septiktanken netop som dronningen kom på besøg. Hun beklagede det uheldigt valgte tidspunkt og antydede noget om ”underlige dufte”. Men dronningen gik ud til hr. Sørensen og blev hos ham hele formiddagen, mens han rensede tanken. Om eftermiddagen kom kong Christian X ud til fru Sørensen og sagde: ”De er vel klar over, at min kone har reddet Deres mand. Der kan opstå giftige gasser under sådan et ubehageligt arbejde, og der skal altid være én til at passe på”.

Tænk at vort ellers noget stive daværende kongepar havde sin gang i klubhuset og var på naturlig talefod med hr. og fru Sørensen.

Klubben havde ikke nogen fast træner, men engang imellem kom en træner på besøg i en eller to uger, og så var det bare om at melde sig. I starten var det den engelske træner David Bulmer og senere kom Jørgen Corfitzen. Der blev også arrangeret vintertræning indendørs.

I maj 1960 blev lejemålet opsagt af Teglværkerne til udgangen af året. Man ønskede at bygge parcelhuse på området, men klubben kunne blive boende, indtil lokalplaner og byggetilladelser var klar. Der forestod nu en hektisk aktivitet for at finde et passende sted til en ny golfbane, og hvor tilladelser kunne opnås, og øjnene faldt naturligvis straks på området ved Moesgård. Forslaget blev modtaget positivt fra alle sider – dog måtte man skrinlægge planerne i 1961, idet forpagteren på Moesgård nægtede at afstå arealerne. Man ledte videre med lys og lygte, og der var planer fremme om arealer ved Mariendal Havbakker ved Vilhemsborg og ved Sondrup bakker og arealet ved Moesgård øst for Ny Moesgårdsvej, men en tilkaldt engelsk golfarkitekt fra Dansk Golf Union pegede på arealerne ved Lisbjerg og Egåen, selvom de lå på den ”gale” side af Århus. Nu hastede det med at få en afgørelse. Byggeplanerne for Teglværksarealerne blev godkendt og byggemodningen var forestående, og Teglværkernes bestyrelse pressede på. Så foreslog to af de gamle klubmedlemmer entreprenørerne Poul Madsen og Jørgen Hoffmann at opføre en 9-hullers bane ved Mollerup. Deres firmaer ejede nogle arealer, som skulle bruges til industribyggeri, men hvor det viste sig, at disse ikke var egnede dertil.

Golfklubbens bestyrelse blev delt på dette spørgsmål. Nogle syntes, det var en brugelig og hurtig løsning, men andre ville hellere fastholde kommunen på deres positive indstilling til en bane ved Moesgård. En ekstraordinær generalforsamling blev indkaldt for at tage en beslutning om den fremtidige bane, og der blev heftig diskussion. Man vedtog at gå ind for banen ved Mollerup, idet denne kunne opføres med det samme. Banen ved Moesgård kunne have lange udsigter. Denne beslutning medførte, at formanden og andre bestyrelsesposter nedlagde deres poster, og det blev en anden bestyrelse, som gennemførte planerne for Mollerupbanen. Så vidt jeg husker, spillede man et godt stykke tid endnu på Skådebanen samtidig med, at byggemodningen var i gang. Men langt om længe var banen ved Mollerup klar til spil i august 1968 – og med officiel indvielse den 10.-11. maj 1969, og hele klubbens aktivitet flyttede derud. Det var noget af en omvæltning af komme til en total flad bane med elmaster og ledninger og en å, og der var langt derud for de allerfleste daværende medlemmer, som næsten alle boede i den sydlige bydel.

Nå, man vænnede sig til de nye forhold, og efterhånden blev banen også bedre. Men de første år var karakteriseret ved skiftende formænd, skiftende restauratører, skiftende greenkeepere, men også ved at klubben fik mange flere nye medlemmer fra hele Århus – og mange fra den nordlige bydel. Et stort problem var de få juniorer i klubben, og da det kommunale tilskud også var afhængigt af juniorantallet, måtte der gøres noget ved dette problem.

Da jeg selv havde en golfspillende søn, blev jeg af bestyrelsen udpeget til juniorleder og bedt om at få en afdeling op at stå, og det lykkedes temmelig godt. Nogle forældre og jeg fik etableret en kørselsordning med afhentning og hjembringning, og vi fik vore gode træner, Børge Franson, til at lave juniortræning én gang om ugen. Vi begyndte også at deltage i matcher med Randers og Silkeborg, og da vi efterhånden blev rigtig gode, blev det også til store juniormatcher på Fyn og Sjælland. Vi blev en 15-20 juniorer, som var meget ivrige, og det lykkedes i 1977 at få to Danmarksmestre, nemlig Lotta Schmidt og Søren Rolner. Det gav virkelig genlyd, og mange nye medlemmer fra alle samfundslag ville prøve denne nye sportsgren. Det hjalp også, at vi ét år havde en maskinarbejder som klubmester, og året efter var det en arbejdsmand.

I 1977 kom jeg i bestyrelsen og samme år blev Arnold Bundegaard – ”Nold” – formand. Vi var rørende enige om, at nu skulle der kæmpes for en ny 18-hullers bane. Mange havde forsøgt at presse på politikere og borgmesteren, men det havde ikke nyttet noget. Nold og jeg fandt ud af, at man skulle have fat i ”Fritids- og kulturforvaltningen” og ”Idrætssamvirket”. Det var her, at anlægsbevillingerne blev bestemt og fordelt, og fra at golf havde stået nederst på listen i mange år, fik vi drejet det hen til, at de nu ville se med velvilje på vore ønsker. Vi overbeviste dem om, at det var en sportsgren for alle almindelige mennesker – også juniorer – og vi garanterede (!), at en ny 18-hullers bane i et smukt område ville medføre en medlemskreds på ca. 1000 i løbet af 2 år. Vort ønske var, at kommunen stillede jorden gratis til rådighed, og at anlægsudgifterne til bane og klubhus skulle deles ligeligt.

Det blev til et hav af møder, begyndende i januar 1978 og sluttende med indvielsen af Moesgårdbanen juni 1986. Vi henvendte os til et velrenommeret engelsk golfarkitektfirma, som vi tog med til et møde på rådhuset. Man gik ind for en 18-hullers bane ved Moesgård ud til Oddervej, og arkitekterne i England blev sat til at skitsere en bane. Men så opstod der igen vanskeligheder. Landbrugsministeriet gjorde indsigelse – jorderne ved Moesgård var for gode. Vi arbejdede alligevel fortrøstningsfuldt videre, idet kommunen var positivt indstillet. På basis af den udarbejdede skitse blev der opstillet budgetter for anlægsudgifter af bane og klubhus, og langt om længe kom der grønt lys fra Landbrugsministeriet. Men efter adskillige møder igen med kommunen måtte borgmester Th. Simonsen nu meddele, at kommunens økonomi ikke tillod udgifter til anlæg af golfbane. Man kunne stille arealet gratis til rådighed og give en kommunegaranti for anlægsudgifterne. Og måske kunne man strække sig til at deltage i nogle af klubhusudgifterne. I øvrigt skulle alt dette godkendes af byrådet, og så vidste man ikke, hvorledes det ville gå!

På generalforsamlingen i maj 1981 konstaterede Nold, at det netop var 20 år siden, man første gang talte med kommunen om en bane ved Moesgård! Man havde nu alt parat til start – banen projekteret færdig, budgetter og plan for finansiering. Anlægsudgifter ca. 7 mio. kr. Vi skulle selv skaffe de 3,5 mio., så det ville blive nødvendigt med en kontingentforhøjelse. Dette forslag blev efter meget drøftelse godkendt.

I august 1981 vedtog byrådet en bevilling på 300.000 til dækning af udgiften til projekteringen. Derefter igen utallige møder med kommunen, og anlægsbudgettet blev nu revideret til 8 mio., og vi skulle selv skaffe halvdelen. I august 1982 meddeler Magistratens 4. Afdeling, at man ikke kunne finde pengene før i 1984! Vi tog nu kontakt til Hedeselskabet, og bad dem udarbejde et ”skrabet” projekt. En ekstraordinær generalforsamling i marts 1983 godkendte et skrabet budget på godt 5 mio. og et skrabet budget for et klubhus på 1,7 mio. Igen masser af møder med kommunen om de dog ikke kunne finde tilskudsmidler nu, men det ville blive vanskeligt. Så besluttede vi at starte op alligevel, og endelig i september 1983 blev spaden sat i jorden.

Vi regnede så med, at banen ville være klar til ibrugtagning eftersommeren 1985. Men naturligvis løb man ind i problemer. Først var det angående vandingsanlægget, så vedr. beplantningen og naturligvis ang. økonomi og likviditet. Men arbejdet skred langsomt fremad, og vi havde i sommeren besøg af den engelske arkitekt og mesterspiller Brian Huggett, som godkendte banen, som den var på dette tidspunkt. Det var et ret dårligt vejr for besigtigelse, og flere steder var der så mudret, at vi sank i til knæene!

Ved en ekstraordinær generalforsamling i oktober 1984 blev et klubhusbyggeri til 2,2 mio. og en optagelse af lån og kassekredit vedtaget, og det blev nødvendigt med et ekstraordinært kontingent på 500 kr. i 1985, 86 og 87. Man måtte desværre også meddele, at tilsåningen med det ret specielle græs måtte stoppes for i år pga. regnvejret. I foråret 1985 fik man startet tilsåning med græs, og klubhuset blev ligeledes opstartet. Her viste der sig hurtigt problemer med jordbunden! Efter en rimelig god sommer blev enkelte huller klar i september og oktober 1985, men først i foråret 1986 kom der gang i spillet.

Den officielle indvielse fandt sted over 4 dage fra den 5. til den 8. juni 1986 med matcher, gallamiddag, taler, dans og fyrværkeri. Og det var en festlig afslutning på en meget lang tilblivelse af en 18-hullers golfbane ved Moesgård. Anlægsudgifterne blev lidt anderledes end først budgetteret, nemlig banen = 6.150.000 kr., klubhus = 2.2 mio., værksted = 400.000 kr., maskinhus = 155.000 kr., maskiner = 300.000 kr., i alt 9.205.000 kr., som blev delvist finansieret ved låneoptagelse.

Den 10. juni 1986 – 2 dage efter indvielsen – trådte Nold tilbage fra formandsposten efter en glorværdig indsats gennem mange år for Aarhus Golf Club. Ny formand blev bestyrelsesmedlem Chr. Krøyer.

Jarl Hansen