Generalforsamling i Aarhus Golf Club torsdag den 11. marts 2010 kl. 19.00
1. Valg af dirigent. Bestyrelsen foreslår Carsten Henriksen
2. Bestyrelsens beretning for 2009
3. Regnskabet for 2009 er gennemgået af PricewaterhouseCoopers og fremlægges til godkendelse
Regnskabet kan ses i sekretariatet.
Årsregnskab 2009
4. Forelæggelse af budget 2010
5. Fastsættelse af kontingent og indskud for 2011: Bestyrelsen foreslår uændrede takster i de eksisterende medlemskategorier både for kontingent og for indskud
6. Forslag fra bestyrelsen:
Baggrund: Set i lyset af de vanskelige forhold for at rekruttere nye medlemmer ønsker bestyrelsen generalforsamlingens stillingtagen til nye forslag til medlemsmuligheder. Det er bestyrelsens opfattelse, at medlemmerne principielt skal betale det samme for den samme ydelse, dog er der et ønske om at tilpasse sig de nye tiltag i DGU regi som behandles på repræsentantskabsmødet i marts måned
Forslag 1:
Der indføres et prøvemedlemskab for nybegyndere: kontingent 4.000 Kr.
Et prøvemedlemskab gælder normalt i 6 måneder regnet fra indmeldelsesdatoen og inkluderer:
- Obligatoriske træningslektioner
- Deltagelse i regelundervisning.
- Fri benyttelse af træningsfaciliteterne
- Spilletilladelse til banen opnår man ved at bestå en slagtest og en regelprøve og gennemføre 3 prøverunder på banen.
Forslag 2:
Der indføres et medlemskab uden indskud Kontingent 7.500 Kr.
Et medlemskab uden indskud kan til enhver tid konverteres til medlemskab med indskud ved indbetaling af det for tiden gældende indskud.
Forslag 3:
Der indføres et familiemedlemskab Kontingent 12.000 Kr.
Uændret indskud
Medlemskabet omfatter ægteparret og børn under 15 år
Forslag 4:
Der indføres et dobbelt medlemskab Kontingent 4.000 Kr.
Medlemskabet er for golfspillere med hjemklub i en anden golf klub under DGU.
Aarhus Golf Club forbeholder sig ret til at nægte optagelse.
Forslag 5:
Der indføres medlemskab med rettighed til at spille for greenfee Kontingent 2.000 Kr.
Under forudsætning af vedtagelse ved DGU ’s repræsentantskab.
Medlemskabet er betinget af tidligere erhvervet spilletilladelse, eventuelt i form af afsluttet prøvemedlemskab.
Aarhus Golf Club forbeholder sig ret til at nægte optagelse.
Forslag 6:
Der indføres en studenterordning med udskydning af indbetaling af indskud til ophør af længerevarende studium. Maksimalt dog til det år, hvor man fylder 30.
Ordningen er betinget af tidligere DGU-kort
Ordningen er begrænset til studerende under længere varende uddannelse så som universitet, handelshøjskole eller lignende med et studium af minimum 2 års varighed.
Forslag 7:
Baggrund: Greenfeeindtægterne i 2009 er faldet med mere end 100.000 Kr. trods uændret antal greenfeegæster.
Aftalen med nedsat greenfeetakst, når man spiller sammen med et medlem, afskaffes.
7. Forslag fra medlemmerne:
Begrundet forslag til generalforsamlingen den 11. marts 2010:
Det må være enhver golfers ønske, at der findes et godt klubmiljø blandt medlemmerne i klubben, at der er gode faciliteter til rådighed i klubben, og at der er en god stemning i det hele taget.
Betingelserne herfor er nu til stede, da klubhuslokalet bliver restaureret med nye møbler og tæpper, og at der er indgået aftale med 2 topprofessionelle restauratører, som er indstillet på et rimeligt prisniveau og ikke mindst et højt kvalitetsniveau.
For at sikre et større aktivitetsniveau i klubhuset til glæde for både medlemmer og restauratører fremsættes følgende forslag til afstemning på den årlige generalforsamling:
Det årlige kontingent forhøjes med 200 kr. pr. medlem. Som modydelse til kontingentforhøjelsen udstedes en værdikupon på 200 kr. til hvert enkelt medlem. Værdikuponen kan kun anvendes til indkøb i restauranten.
Værdikuponen er at betragte som et ihændehaverdokument.
Kontingentforhøjelsen træder i kraft første gang pr. 1. juli 2010 og derefer pr. følgende 1. januar i kalenderåret. Ikke indløste værdikuponer tilfalder restauranten ved udløbet af et kalenderår.
Højbjerg, den 17. februar 2010.
Laust Aaen
8. Valg af medlemmer til bestyrelsen: På valg er: Finn Hansen, Jens Bjerg Sørensen, Hans Jørgen Prangsgaard. Alle er villige til genvalg.
Derudover opstiller Mogens Brandstrup med følgende motivation og baggrund for opstillelse:
"Jeg stiller op til valg til bestyrelsesmedlem. Med 2 nye restauratører og en ny mand på kontoret kunne det være, der også skal en ny mand i bestyrelsen.
Jeg har før siddet i en bestyrelse, jeg er en god konfliktløser og mægler, jeg er udholdende og påholdende. Jeg er iderig og fremadsynet, og jeg er ikke bange for noget.
Hvis jeg bliver valgt ind, vil jeg gøre mit til, at VI får en GLAD og POSITIV golfklub, som VI kan være stolte af."
Derudover opstiller Christen Boutrup med følgende motivation og baggrund for opstillelse:
Da der nu skal være afstemning, om bestyrelsesposterne på generalforsamlingen, på torsdag den 11. marts, har jeg besluttet mig for at være kandidat til en plads i bestyrelsen.
Mit navn er Christen Boutrup, jeg har været medlem af AGC siden 1993.
Min motivation og baggrund for at stille op, til en plads i den nye bestyrelse er:
Som formand for sponsorudvalget, er det vigtigt at være med, hvor beslutningerne bliver truffet, selv at kunne medvirke til, at der bliver truffet de rigtige beslutninger.
Der er brug for friske kræfter i bestyrelsen, og jeg er parat til at være med på holdet, hvis medlemmerne ønsker det.
Vi har meget at være stolte af - og glade for i Aarhus Golf Club, vi er klub nummer 6 i Danmark, vi har smukke traditioner, vi har områdets bedste beliggende - og smukkeste golfbane, det skal vi værne om.
Vi skal ikke frivillig, sende vore medlemmer i armene, på de omkring liggende klubber, derfor skal der handles nu.
Det er op af bakke lige nu, finanskrisen kradser, medlemstallet falder – der står ikke længere 150 personer på ventelisten, som der har gjort de sidste 20 år. Det betyder at vi skal agere anderledes i markedet, vi skal have fokus på medlemmerne.
Hvordan kommer vi så i gang med det?
Vi skal, som før nævnte, have fokus på medlemmerne, det skal være sjovt og berigende, at spille golf i vores klub, der skal være aha oplevelser, så snart man drejer ind på vores område.
Der er rigtig meget at tage fat på, vi skal op i gear, vi er en service virksomhed.
Vi skal have fuld fokus på vore sponsorer, uden vore sponsorers velvillighed, bliver det endnu værre, og lad mig slå fast, det har indtil nu ikke været godt nok.
Vi skal være en klub for alle, både begyndere - eliten -juniorerne og alle os andre klubgolfere.
På sponsor siden vil jeg arbejde for, at skaffe mange flere sponsere til AGC, det vil jeg glæde mig til.
9. Valg af 2 suppleanter: På valg er: Troels Rasmussen, Christen Boutrup. Begge er villige til genvalg.
10. Valg af revisor: Bestyrelsen foreslår Harald Birkwald
11. Eventuelt
Alle aktive medlemmer over 18 år er stemmeberettigede og valgbare.
Alle stemmeberettigede, der ikke kan møde frem til generalforsamlingen, kan give skriftlig fuldmagt til et andet medlem, som dog højst må medbringe 2 fuldmagter i alt.
Årsregnskab 2009
Bestyrelsens beretning 2009
Baneudvalgets årsberetning 2009
Baneserviceudvalgets årsberetning 2009
Begynderudvalgets årsberetning 2009
Handicap-, Orden- og Regeludvalgets årsberetning 2009
Juniorudvalgets årsberetning 2009
Klubhusudvalgets årsberetning 2009
Seniorudvalgets årsberetning 2009
Sponsorudvalgets årsberetning 2009
Turneringsudvalgets årsberetning 2009