EnglishDeutchSitemap

Nye sponsorer

Danske Bank bygger bro i AGC                         Jan U. Madsen

I mands minde har Danske Bank ydet et væsentligt bidrag til sponsorarbejdet i Aarhus Golf Club. Danske Bank-koncernen er Danmarks største finansielle virksomhed og en af de største i Nordeuropa målt på totale aktiver, og AGC er den største klub i region Østjylland.

Under navne som Handelsbanken, Provinsbanken og Den Danske Bank har Danske Banks flag i årtier vajet over hullerne i Moesgård og Mollerup, der indtil begyndelsen af 90’erne var én og samme klub.

Men tiderne skifter, og en dag var det blå/hvide flag strøget for sidste gang. Noget kan være så velkendt, at man først bemærker det, når det ikke er der. En dag kunne man komme kørende forbi 18. green uden at få øje på det flag, der havde været det afgørende huls vartegn i mange år.

Hulsponsoratet var ikke blevet forlænget, hvad klubben kun kunne beklage. Det drejede sig ikke om pengene, det drejede sig om noget velkendt, en tradition, der var forsvundet. Klubben havde sikkert taget bankens sponsorat som en selvfølgelighed.

Helt gik samarbejdet med Danske Bank dog ikke i stå på sponsorsiden. Banken holdt fast ved et turneringssponsorat, 5. maj pokalen, der har været afviklet siden efterkrigstiden. I øvrigt den eneste turnering, der har fastholdt, at de bedste skal spille slagspil.

Men nu spiller Danske Bank og AGC igen sammen. Der er indgået en samarbejdsaftale, der i første omgang løber over 2 år. Banken er blevet sponsor for de broer, vi alle skal over for at nå målet.

- Gammel kærlighed ruster ikke. Vi er glade for at kunne slå et slag for golfsporten her i Århus, siger regionsdirektør Jan U. Madsen, som fortsætter: Da vi var her, så vi nok ikke værdien af det, men da vi trak os ud, blev det evident, at det var en værdi, som vi ikke kunne give slip på. Jeg taler ikke om noget, der kan måles i penge, men om noget, der kan måles i kulturel og social selvforståelse.

- Det er derfor vigtigt, at vi er her, siger han og slår ud med hånden for at markere, at det er klubben og dens medlemmer, han taler om.

- Når vi går ind i noget, gør vi det helhjertet, tilføjer han, der selv er blevet medlem af AGC uden dog at kunne finde plads til mange runder på sit travle dagsprogram på vort velplejede område.

- Jeg plejer at ligge i svinget på hul 6. Den nye regionsdirektør smiler svagt: At ligge lunt i svinget er vel ikke så ringe.

Kurt Harrits 

 



Aarhus Golf Club   |   Ny Moesgårdvej 50   |   8270 Højbjerg   |   Tlf. +45 86 2763 22   |   Fax + 45 86 2763 21   |   aarhusgolf@mail.dk